Cykelruter

Cyklen er den ideelle måde at komme omkring på Fanø på

Der er cykelstier mellem alle byområderne på Fanø, så det er trygt og sikkert at cykle på Fanø. Hele øen er kun ca. 15 km lang og ca. 5 km på det bredeste sted, så afstandene er korte. 

De mindre veje på Fanø har meget lidt trafik og er derfor velegnede til at cykle på. Det gælder også stranden. Tæt ved vandet er sandet ofte meget løst og svært at cykle i, men tæt ved klitterne er sandet hårdt og ligeså behageligt at køre på som en cykelsti. 

Trods Fanøs beskedne størrelse er der stor variation i landskabet, så det er muligt både at opleve klitter og strand, vadehavs landskabet, klitheden og klitplantagen på en dagstur.

Verdensarv Vadehavet Cykelrute

Denne cykeltur på 42 km, fører dig hele øen rundt til nogle af de mest markante naturtyper. Vadehavet er et af verdens største tidevandsområder med uerstattelige naturværdier og unikke landskaber. Derfor er Vadehavet af UNESCO udpeget som Verdensarv til glæde for nuværende og fremtidige generationer.

Atlantvolden Cykelrute

Cykelruten er på 26 km og fører jer rundt til nogle af de mest markante bunkersanlæg, der blev opført af den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig. Det er resterne af Atlantvolden, et kæmpe forsvarsværk fra Nordnorge til Spanien, som det tyske forsvar opførte under 2. Verdenskrig for at forhindre en invasion fra de vestlige allierede.

Panorama Cykelruten

Panoramaruten er en afmærket cykelrute (rute 404). Ruten er 26 km og det står jer frit for at starte turen hvor som helst. Denne beskrivelse er med udgangspunkt i Fanø Færgen. Ruten giver jer mulighed for at opleve nogle af de mest spændende landskaber på den nordlige del af Fanø.

"Big Five" Cykelrute

”Big Five” cykelruten, på 37 km. fører jer rundt til de 5 højeste bjerge på Fanø. Bjergene er naturligvis ikke rigtige bjerge, men klittoppe. De 5 klitter er spredt ud over hele Fanø. De repræsenterer både forskellige stadier i øens udvikling, og fra toppene er der udsigt over nogle af de mest karakteristiske landskaber.

På Fanø cykler vi

Når du besøger os, vil du opleve, at langt de fleste beboere på Fanø cykler. Det er en stor del af vores hverdag og det bidrager tilmed til store besparelser på CO2 udledningen. af vores hverdag og det bidrager tilmed til store besparelser på CO2 udledningen.